20 85 02 03 kontakt@tryllestav.dk

Min sidste fødselsdag inden jeg fik børn, blev fejret i et skummelt thehouse i Himalaya. I stedet for Dannebrog vejrede bedeflag som bønner til de lokale guder. Regnen væltede ned og lod mig forstå, at i denne del af verden er intet givet. Livet og dets oplevelser skal der kæmpes for.
I løbet af dagen sled vi os frem til det eneste hus med mulighed for overnatning og varme. Jeg mødte tre polakker (i overlevende ved selv hvem i er), og om natten kæmpede Sussi og jeg med vores lommelygter, os fem til deres hytte i bjergene. Vi drak vi os fulde i lokal øl og whisky – og det der var værre, i en skøn nattetime. Jeg troede intet kunne være mere eksotisk. Indtil i år.

På min fødselsdag i år, står jeg i denne sene nat, med fødderne i Det Indiske Ocean, og Liva og Viggo løber med høje skrig omkring mig. Vi oplever livet og vi føler vi lever. Jeg er blevet fejret med morgensang og tegninger (Viggo mente dog ikke at have haft tid til at færdiggøre projektet, hvorfor det var en tegning jeg selv skal farvelægge!)
Men optakten var ved at gå galt: i 14 dage er vi kørt rundt i Namibias vilde natur. Vi har besøgt fjerne stammefolk, vilde dyr på savannen og lokale på markedspladserne. Vi har sovet i telt på bilens tag og nydt dyrerne der har brølet udenfor. Elefanter ved vandhullerne, aber der har skreget, sjakaler der har forfulgt os. Men nu er vi rejst fra Namibia, via Sydafrika og endt i Maputo i Mozambique.

Den ene vil røve dig – den anden vil slå dig ihjel

Narkomanen hænger i mine arme og jeg kan ikke ryste ham af mig. Sussi står med børnene i nattemørket efter en rejsedag på 15 timer. Jeg elsker at rejse og møde eventyret, men mest når jeg er alene. Denne gang er det familiens sikkerhed jeg bringer i spil, og de står lettere bekymrede og kigger på de hjemløse der roder i dynger af affald.
– “Han er bare fuld. Måske sprut og stoffer er hans flugt fra en hård hverdag”, siger jeg forklarende til Liva på 9 år, om den aggressive mand der truer med at kidnapppe mine børn.
– “Han er bare fattig og desperat, og vil os som personer ikke noget ondt.”
Men Liva svarer med børnelogik:
– “Hvis vi bliver fattige blive vi så lige sådan og vil spiritus så gøre at vi kan glemme hvor slemt vi har det…?”
Rundt om os ligger huse i ruiner og affald blæsere ned af smøgerne.

– ” Den ene vil røve dig, og den anden vil givetvis slå dig ihjel. Hvis du ønsker det godt for dine børn, så lyt til mig”, snøvlede den alt for stive mand igen og igen og pegede på min chauffør.
Hvem skulle jeg tro? Den som tog os med i sin bil, men som ikke var troværdig i forhold til indgåede aftaler, eller ham der mente vi burde stikke af for at redde livet? Det var et spørgsmål om at gå til højre eller venstre….om hvem vi valgte at stole på.
Narkomanen der hev i os i aftes gjorde mig usikkker. På den ene side havde jeg chaufføren. Ham og hans makke ønskede jeg at stole på. De havde dog vist sig at være nytteløse og måske endda være svindlere:
“For at komme ud på øen hvor i skal være, er der to broer. Den ene er den gamle, som er lukket da folk ofte køre ud over og slår sig ihjel. Den anden er den nye bro, som endnu ikke er endelig afprøvet, hvor der ikke er sikkerhed og som først åbner om en måned. Derfor skal vi sejle”, fortalte de.
Men om natten da vi kom til havnen var der ingen båd. Der var kun hjemløse folk der hev i os.
– “Båden kan ikke sejle, så vi må blive her” sagde vores chauffør, mens min lille datter bekymret så sig omkring.
– “Skal vi sove på gaden”, spurgte hun?
Inden jeg kunne svare hev føromtalte hjemløse narkoman mig igen i armen.

Vi valgte den ædru men utroværdige chauffør, der snart efter kørte afsted med os.
– “Hvor køre du os hen”, spurgte jeg?
– “Vi tager den nye bro og håber det går”, svarede han. Jeg kiggede ud af bilruden og så en hængebro langt større end Lillebæltsbroen. Der var mange hundrede meter ned og uheld ville uden tvivl være med livet som betaling. Jeg nyder udfordringer på mine rejser. Men når jeg vælger at drage på eventyr med mine børn er der et ansvar at leve op til. Det må aldrig være på deres bekostning, hvis noget går grueligt galt.
– “Jeg nægter at køre over en uprøvet bro – i øvrigt uden lys og afskærmning, der først åbner om flere uger”, svarede jeg.
Vi skændtes i bilen og til sidst endte familien og jeg i stedet i et rum på den “rigtige side” af det oprørte hav, hvor vi tilfældigt kunne overnatte til det blev lyst.

I dag på min fødselsdag fandt vi en båd. Blandt flere hundrede mørke mennesker, der gloede skeptisk på os, som de eneste hvide. Ungerne klarede det på fornemmeste vis. Da vi gik fra borde var der råb og skrig og sveden haglede af os alle. Dette var milevidt fra det liv de kender i Danmark, men alligevel bevarede Liva og Viggo roen og sugede anderledesheden til dem. Om end med lidt frygt. Men vigtigt var det, at de lærte om fattige menneskers gøren i fremmede verdensdele. Det vil de have mig sig resten af livet

Vi er kommet frem til en Bounty-perle, hvor fødselsdagen fortsatte. Den største glæde var ikke gaverne, morgensang eller de hemmelig medbragte danske fødselsdagsflag, som Sussi så kærligt havde stået for. Det var da vi i nat løb rundt på stranden med fødderne i Det Indiske Ocean. Midt i stormen og de høje bølger. Her er ingen lygtepæle, computere eller tv. Fuldmånen skinner uforløst ned i havet, der spejler sig som gengivet i sølv. Bølgerne bryder månelyset og vi leger fangeleg i mørket, mens sand og vand rammer vores kroppe. Jeg føler vi er alene i universet og jeg ler af glæde. Men i glædens nu, kommer også savnets sorg. Jeg længes efter mine egne forældre, der gav mig dette liv jeg i dag fejrer. Guderne skal vide, at jeg ikke altid forstod deres dispositioner, men i bagklogskabens lys, dog har været dem dybt taknemmelige for den tilværelse de gav mig, og de værdier de har præget mig med. Uden dem, intet jeg. Hvor ville de havde været stolte over at se deres søn, svigerdatter og børnebørn som verdensborgere i en til tider vanvittig verden. Hvor savner jeg at føle deres stolthed ved mit eget og mine børns liv.
Men jeg glædes. Glædes over at vide, at jeg har valgt at gribe mulighederne i livet og livet i mulighederne. Jeg har bevist valgt at opleve – og har valgt at mine børn skal opleve ligesådan. Jeg ser på de børn og elsker at det ser ud til at lykkes.

Jeg elsker min fødselsdag, fordi det minder mig om hvem jeg er. Men det minder mig også om hvem mine venner er. Tak for jeres hilsner. De er læst hver og en….og jeg kan love jer for, at de gør mig stolt dybt ind i hjertet. Tænk at have så mange gode mennesker omkring sig. Knap 1000 hilsner fra hele verden. Hvor er det en dybfølt glæde at blive tænkt på. I er med til at fuldende denne dag.

Eksotiske hilsner fra Afrika – Jesper.

 

Jeg bruger cookies til at indsamle statistik over brugen af hjemmesiden!

Hvis du klikker på knappen 'Accepter', godkender du, at jeg sætter cookies til brug for statistik. Hvis du klikker på knappen 'Afvis,' sætter jeg ikke cookies til statistik – benytter dog en cookie for at huske dit valg.

Klik her for at læse min cookie- og privatlivspolitik.