20 85 02 03 kontakt@tryllestav.dk
Hvor er det pudsigt: selv om jeg lever af at rejse verden rundt for at optræde – at stille mig op foran store menneskemængder, så er jeg inderst inde en lille usikker og sårbar knægt, der jævnligt tvivler på egne evner. Også i situationer hvor det slet ikke er nødvendigt. Men selvopfattelse er sjældent rationelt, men bygger på følelser. Ofte følelser der kan spores tilbage i tiden.

Når jeg holder foredrag for unge oplever jeg ofte, at er sket to ting med børn og unge mennesker, der gentagende gange har fået fortalt, at de ikke dur til noget. Dels sætter det sig i deres tanker, så de tror på, de ikke er så meget værd som andre, dels sætter det sig i deres hjerte, så de føler det.

Hvordan sådanne personer så tackler deres situation er lidt forskelligt. Vi kender nok alle vedkommende, der bliver selvudslettende og lidt for undskyldende, mens vi omvendt også let kan gennemskue dem, der forsøger at konvertere deres manglende selvværd til storhedsvanvid.

Jeg har altid vidst, at jeg rummer den usikkerhed i mig selv. Men først for nylig blev jeg gjort helt opmærksom på det komplekse i tankerne kontra virkeligheden. Jeg var ikke den mest flittige i skolen, og røg sidelæns ud af gymnasiet (inden jeg dog kom tilbage og fik min studentereksamen). Det var for mig nogle år, der kom til at præge mig. En ting var at være fejlplaceret, men noget langt værre var det at føle, at man ikke var dygtig nok.

Da jeg talte med en af mine gode venner om det, svarede han nøgternt: ”Det er jo meget pudsigt. For hvis du tænker over det, Jesper, så har du med dit arbejde nu været dygtigere til noget i langt flere år, end den tid du ikke var dygtig!”. Med den lille lommefilosofiske bemærkning rørte min ven noget i mig. For hvor er det tankevækkende, at det efter så mange år, stadig kan være den knap så flatterende selvopfattelse, der hænger ved? Måske det er på samme vis, som når man i et skrantende parforhold skændes med sin partner. Så skal der til sidst ti gode dage til at opveje én dag med skænderi.  Måske vi mennesker, for hvert år  vi har oplevet modgang, skal opleve mange år med medgang, for at det udlignes i vores mentale rygsæk?

Alle mennesker skal på et tidspunkt prøve at opleve succes – at vide, de er dygtige til noget. At de er noget værd. Det er næsten en ”menneskeret” at blive anerkendt for den man er – og for de kvaliteter, man trods alt rummer. Men for at det er muligt, er det måske også vigtigt, at vi alle er bedre til at vise sårbarhed og stå ved, at vi ikke hver især er perfekte. Af og til bliver det til rene illusioner, når vi blot anskuer folk, ud fra hvad overfladen viser. Personligt elsker jeg, når folk har modet til at vise deres svage sider – de mennesker har jeg stor respekt for.

Tilsvarende må det være nødvendigt, at vi alle formår at løfte i flok, hvor vi, fremfor at fortælle folk, hvad de ikke kan, så fokuserer på det, de rent faktiske er dygtige til. Måske klassekammeraten ikke er dygtig i timerne, og måske kollegaen på kontoret ikke har styr på sit regneark. Men så kan de givetvis noget andet, der er vigtigt for deres omgivelser. Hvis vi kan anerkende disse ting hos de sårbarer mennesker, så kan vi måske skabe et bedre fundament for, at de også på andre områder udvikler sig i den rigtige retning.

Alle skal vide, at selv om man ikke er den dygtigste på det faglige felt, så skal man ikke føle sig ”dømt ude”. Det er en plads i livet til os alle.

Og så må definitionen på det lykkelige menneske vel være: at leve livet og være dén man er, dér hvor man er. At være hævet over andres fordømmelser og tanker. At være suveræn i sin egen lille verden.