Frihed fra himlen
– Jesper Grønkjærs tredje bog
Læs om Jesper Grønkjærs absurde rejse i verdens strengeste diktaturstat, Nordkorea, og følg med når han efterfølgende opsporer afhoppere, der er flygtet fra regimets undertrykkelse. I bogen ”Frihed fra himlen” åbner han det ellers lukkede Nordkorea op for alle.
Bogen
Med livet som indsats drager eventyreren Jesper Grønkjær ud til klodens afkroge for at vise, hvad der sker, når man møder verden med smil frem for med skepsis. Han har bygget en tilværelse op, hvor han kombinerer spændende, farlige og lærerige rejser med tryllerier. På sine rejser bygger han bro mellem mennesker og opsøger tilværelsens ’outsidere’ – tidligere har han mødt såvel massemordere som kannibaler.
Senest gik turen til Nordkorea, hvor han boede på samme hotel, hvor den amerikanske studerende Otto Warmbier kort forinden havde stjålet en propaganda-plakat. Straffen var 15 års ophold i en nordkoreansk fangelejr, der kostede Warmbier livet. Ved ankomsten til landet blev Jesper Grønkjær mødt af to vagter, der under hele opholdet ikke veg fra hans side. Passet blev taget fra ham, og han blev lukket inde om aftenen. De lokale måtte han hverken tale med eller fotografere. Med smil og humor fik Jesper alligevel kontakt til den isolerede befolkning og fik dermed et sjældent indblik i atom- og diktaturstaten, der kaldes for den største trussel mod verdensfreden.
Go’Aften Danmark efter min tur til Nordkorea
Go’Morgen Danmark forud for min tur til Nordkorea
Mødet med nordkoreanske afhoppere
Jesper Grønkjær er optaget i ”Eventyrernes klub”, hvor det ikke er nok at have opsøgt og gennemlevet spændende eventyr. Man skal også evne at formidle sine oplevelser videre. Den del mestrer forfatteren med både humor og seriøsitet. Fortællingen veksler mellem Jesper Grønkjærs egne absurde rejse, møder med afhoppere og en grundig beskrivelse af lederne fra Kim-dynastiet samt politikken, der har skabt en af verdens længste uafsluttede krige. I ”Frihed fra himlen” får vi blandt andre Jung Gwang-ils historie. Han er en af de få, der har overlevet et barsk ophold i en nordkoreansk fangelejr for politiske fanger. En lejr, der har titusindvis af fanger, og hvor drab og tortur er del af den umenneskelige hverdag. Grønkjær giver også taletid til en kvinde, der blev solgt til prostitution, tvangsgift og mishandlet.
Det er barske historier fra mennesker, der har levet under forhold, der er svære at forestille sig. Og det foregår ikke i en fjern og mørk fortid, men lige nu og her. De unikke interviews gennemførte Jesper Grønkjær i Sydkorea, hvor han ad flere omgange opsporede tidligere nordkoreanere, der har levet i diktaturstatens rædsler. De beretter om menneskehandel og undertrykkelse i den hverdag, som vagterne forsøgte at afskærme Jesper Grønkjær fra at se i Nordkorea. Og om de vanskeligheder der opstår, når man møder friheden for første gang i sit liv og dermed skal forholde sig til den livslange løgn, man er blevet fortalt.
Midt i alle de barske historier fra det lukkede land kan Jesper Grønkjær berette, at drømme og håb også lever i befolkningen.
Man kan undertrykke mennesker, men kan man undertrykke smilet?